|
Danmarks Støberitekniske
|
§ 1. Navn og hjemsted Stk. 1. Foreningens navn er Danmarks Støberitekniske Forening - forkortet DSF. Foreningens hjemsted er den siddende formands adresse. § 2. Formål Stk. 1. Foreningens formål er på idealistisk upolitisk grundlag at udbrede teknologisk viden, kendskab til og interesse for støberibranchen samt at samle mennesker med denne interesse. Formålet søges fremmet ved afholdelse af møder, foredrag, sammenkomster, virksomhedsbesøg, kurser og uddannelse, samt udgivelse af medlemsblad og eventuelle publikationer. Stk. 2. Samarbejdet med tilsvarende foreninger i ind- og udland skal søges fremmet. § 3. Medlemmer Stk. 1. Enhver, der har tilknytning til eller interesse for støberibranchen, kan optages som medlem af foreningen. Stk. 2. Firmaer, selskaber, foreninger og institutioner kan optages som medlemmer med samme rettigheder og forpligtelser som enkeltmedlemmer, men til firmakontingent. Stk. 3. Pensionister, efterlønsmodtagere o.l. har rettigheder og forpligtelser som ordinære medlemmer, men er kontingentfrie. Stk. 4. Generalforsamlingen kan efter hovedbestyrelsens indstilling udnævne æresmedlemmer. Disse har ligeledes rettigheder og forpligtelser som ordinære medlemmer og er også kontingentfrie. § 4. Ledelse Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse på 6 medlemmer, som vælges på den årlige generalforsamling og fortrinsvis med 3 fra Jylland, 1 fra Fyn og 2 fra Sjælland. Desuden vælges 3 bestyrelsessuppleanter fortrinsvis med 1 fra Jylland, 1 fra Fyn og 1 fra Sjælland. Der vælges derudover 2 revisorer samt en revisorsuppleant. Valgperioden er 2 år og valgtidspunkterne er opført under § 5. Stk. 2. Over forhandlinger i udvalg og på møder føres en kortfattet protokol. De enkelte mødereferater skal underskrives af formanden eller af den i formandens fravær fungerende mødeleder. Stk. 3. Foreningen tegnes af formanden. Desuden kan foreningen bemyndige enkelte medlemmer til at tegne foreningen over for bestemte myndigheder, institutioner eller enkeltpersoner. For forpligtelser, der er påtaget på foreningens vegne, hæfter alene dennes formue, og der kan således ikke gøres krav mod de enkelte medlemmer. Stk. 4. Bestyrelsen er berettiget til at uddelegere særlige opgaver til ikkebestyrelsesmedlemmer, idet disse opgaver administreres efter givne instrukser. § 5. Generalforsamling Stk. 1. Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Kun den kan vedtage, ændre eller ophæve foreningens love, og dens beslutninger er inden for nærværende loves rammer bindende for alle medlemmer. Stk. 2. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel. Stk. 3. Generalforsamlingen ledes af en af bestyrelsen udpeget dirigent. Stk. 4. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter: 1. Dirigent. 2. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år, med efterfølgende godkendelse. 3. Godkendelse af det reviderede regnskab. 4. Indkomne forslag. 5. Godkendelse af næste års budget. 6. Fastsættelse af medlemskontingent. 7. Valg af bestyrelse m.fl. (Formand ulige år) (Kasserer lige år) (Sekretær ulige år) (bestyrelsesmedlen lige år) (bestyrelsesmedlem ulige år) (bestyrelsesmedlem lige år) (bestyrelsessuppleant lige år) (bestyrelsessuppleant ulige år) (bestyrelsessuppleant lige år) (revisor lige år) (revisor ulige år) (Revisorsupp. lige år) 8. Eventuelt. Stk. 5. Indkaldelse til generalforsamlingens afholdelse skal indeholde meddelelse om, hvilke bestyrelsesmedlemmer, der er på valg, og hvorvidt disse er villige til genvalg. Indkaldelsen bør desuden indeholde bestyrelsens forslag til evt, nyvalg. Stk. 6. Forslag til optagelse under pkt. 4 på dagsordenen (herunder forslag til lovændringer) skal være foreningen i hænde senest 1. marts og skal udsendes til alle medlemmer i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingens afholdelse. Stk. 7. Der kan ikke på generalforsamlingen stilles nye forslag. Stk. 8. For at opnå vedtagelse kræves ved lovændringsforslag mindst to trediedeles flertal af tilstedeværende medlemmer, ved andre forslag blot simpel stemmeflerhed. Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt, når denne forelægges dirigenten ved mødets begyndelse, dog kan et medlem foruden sin egen stemme kun afgive stemme for et medlem i følge fuldmagt. Stk. 9. En generalforsamling er kun beslutningsdygtig, når mindst 10% af stemmeberettigede medlemmer er tilstede. Stk. 10. Er der tvivl om et afstemningsresultat, skal der altid foretages skriftlig afstemning. Tilsvarende gælder, såfremt et i generalforsamlingen deltagende medlem stiller krav derom. Hvis der ikke forlanges skriftlig afstemning, kan dirigenten altid bestemme, at en sådan skal finde sted. Stk. 11. Over generalforsamlingshandlinger skrives et referat, der skal godkendes af dirigent og formand ved disses underskrift. Referatet indsættes i foreningens forhandlingsprotokol. Stk. 12. Ekstraordinære generalforsamlinger kan indkaldes med mindst 14 dages varsel, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 20% af stemmeberettigede medlemmer begærer dette og indsender motiveret, skriftligt forslag herom til foreningen med angivelse af dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling kan dog tidligst afholdes 1 måned efter den ordinære generalforsamling. § 6. Regnskab Stk. 1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Årsregnskabet skal være afsluttet og revideret af foreningens revisorer inden udgangen af januar måned. Stk. 2. Foreningens midler anbringes i anerkendte pengeinstitutter og sikre værdipapirer og kan hæves af formand eller kasserer. Stk. 3. Eventuelt overskud hidrørende fra foreningens virksomhed tilfalder alene foreningen til henførelse under dennes formue. Stk. 4. Legater forvaltes i overensstemmelse med disses fundats. Stk. 5. Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling. § 7. Opløsning Stk. 1. Forslag til foreningens opløsning kan kun vedtages på en generalforsamling og kræver mindst to trediedeles flertal af tilstedeværende medlemmer for at blive vedtaget. En sådan beslutning skal forelægges en ekstraordinær generalforsamling, hvor den kræver simpel stemmeflerhed blandt de fremmødte. Stk. 2. I tilfælde af foreningens opløsning skal dens formue overdrages til lignende foreninger, museer eller institutioner, hvis formål er beslægtet med foreningens formål. Print
|